EnglishKU.dkDTU.dkIndeksKontakt
logoer

Obligatoriske kurser

 

Du kan få en oversigt over bachelorstudiets obligatoriske kurser ved at klikke på ugeskemaerne i højre kolonne. De obligatoriske kurser i skemaet har farvet bagrund, og de anbefalede, valgfri kurser hvid baggrund.

 

Der er også mulighed for at klikke på de enkelte fag i skemaet og få en nærmere beskrivelse af undervisnings- og eksamensform, kursusindhold, læringsmål osv. 

 

Ugeskemaerne beskriver de anbefalede studieforløb for hver årgang. De anbefalede studieforløb tager hensyn til kursernes faglige forudsætninger og til kursernes skemaplacering. Hvis man afviger fra de anbefalede forløb, kan det give skemakonflikter mellem obligatoriske kurser, og studietiden vil med stor sandsynlighed blive forlænget. Det anbefales, at en eventuel afvigelse fra det anbefalede studieforløb aftales med studielederen.

 

Du kan også finde en oversigt over obligatoriske kurser i studiehåndbogen, som opdateres hvert år.  

 

Valgfrie kurser

 

Bacheloruddannelsen i Medicin og Teknologi har en større faglig bredde, end hvad der er karakteristisk for andre ingeniøruddannelser. For at sikre, at kandidatstuderende slutter deres uddannelse med spidskompetencer på et lige så højt fagligt niveau som andre ingeniøruddannelser, er det nødvendigt at udnytte de valgfrie point optimalt ved en kritisk og strategisk valg af tilvalgskurser.

 

Tilvalgsskurserne skal vælges så de giver den studerende forudsætninger på et højt niveau for den ønskede specialisering. De tre specialiseringsretninger på kandidatuddannelsen kræver derfor væsentligt forskellige tilvalgsfag.

 

For at kunne vælge de rigtige tilvalgsfag er det nødvendigt, at du allerede tidligt i bachelorstudiet begynder at undersøge, hvilken af de tre specialiseringsretninger, du kunne tænke dig at vælge. Det gør dig i stand til at vælge de kurser, der bedst understøtter den ønskede specialisering.

 

Som en hjælp til dette findes nedenfor en anbefalet liste over tilvalgskurser på DTU.

 

I KU's StudieInformationsSystem (SIS) kan du finde og læse om alle kurser på KU.

 

 

Fokusområdet Signal- og modelbaseret diagnostik

 

10044 Fysik 2

Kurset giver et grundlæggende fundament i emnerne Elektrostatik, Magnetostatik, Optik og Kvantemekanik. Elektrostatikken er et nødvendigt grundlag for elektrofysiologi, magnetostatik er et nødvendigt grundlag for at forstå Magnetisk Resonans, en teknologi, der bruges i medicinsk billeddannelse.

 

31610 Anvendt signalbehandling

Kurset giver et grundlæggende fundament inden for behandling af tidsdiskrete og stokastiske signaler. Kurset er en uomgåelig forudsætning for kurser på kandidatstudiet inden for videregående signalbehandling og inden for medicinske billedsystemer.

 

02601 Numeriske algoritmer

Kurset giver det grundlæggende fundament for at kunne bruge matematik på computere. Kurset er almendannende og burde tages af alle ingeniørstuderende. Desværre gør pointloftet det nødvendigt at prioritere. Derfor må det siges, at for studerende, der vælger at læse Biomekanik og Biomaterialer, er der andre emner, der har højere prioritet.

 

Fokusområdet Billeddiagnostik og strålingsfysik

 

02511 Indledende Medicinsk Billedanalyse

Kurset giver en generel introduktion til medicinsk billedanalyse. Efter kurset vil de studerende have viden om hvilke typer billeder, der optræder i den kliniske praksis, og hvilke muligheder man har med disse billeder. Derudover er målet, at den studerende er i stand til at implementere og anvende simple billedanalysesystemer. Det tilstræbes også, at den studerende kan evaluere resultater fra billedanalysen ved at sammenligne med kliniske vurderinger.

 

10044 Fysik 2

Kurset giver et grundlæggende fundament i emnerne Elektrostatik, Magnetostatik, Optik og Kvantemekanik. Elektrostatikken er et nødvendigt grundlag for elektrofysiologi, magnetostatik er et nødvendigt grundlag for at forstå Magnetisk Resonans, en teknologi, der bruges i medicinsk billeddannelse.

 

31610 Anvendt signalbehandling

Kurset giver et grundlæggende fundament indenfor behandling af tidsdiskrete og stokastiske signaler. Kurset er en uomgåelig forudsætning for kurser på kandidatstudiet inden for videregående signalbehandling og inden for medicinske billedsystemer.

 

Fokusområdet Biomekanik og Biomaterialer

 

26202 Indledende fysisk kemi for biovidenskaberne

Kurset giver en grundlæggende introduktion til biologisk termodynamik, elektrokemi og reaktionskinetik. Alle disse emner er grundlæggende forudsætninger for at forstå biomaterialers interaktion med væv og fysiologiske transportprocesser. Osmose er et eksempel på en transportmekanisme, der forklares ved hjælp af termodynamik. Forudsætning for stoftransport, herunder drug delivery, biomaterialer, samt Lab-on-a-chip systemer. Kurset bør tages på 4. semester.

 

33482 Materialers biokompatibilitet

I dette kursus lærer de studerende om interaktionen mellem celler og materialer. Kurset kombinerer hvad man har lært i kurset Materialelære med hvad man har lært om celler i Celle- og vævsbiologi.  Kurset er et 3-ugers kursus og giver en værdifuld introduktion til ekserimentel arbejde med celler. Kurset er specielt rettet mod studerende, der ønsker at specialisere sig i Biomekanik og biomaterialer. Kurset bør tages i juni-perioden på 4. semester. Studerende, der tager dette kursus, er nødt til udskyde kurset i Introduktion til statistik til 5. semester.

 

41501 Styrkelære 1

Biologisk væv, såvel knogler som blødt væv, kan blive deformt. Den vedvarende belastning af disse væv forårsager en stadig vækst og remodellering. Analyse og modellering af disse belastninger anvender den klassiske kontinuum-mekanik. Styrkelære 1 giver en helt grundlæggende introduktion til deformerbare materialers mekanik. Kurset giver det nødvendige grundlag for kandidatkurset 31527 Vævs biomekanik. Ugeskemaet giver mulighed for at tage kurset både på 4. og 6. semester. De studerende, der allerede ved starten af 4. sem. ved, at de vil specialisere sig i Biomekanik og Biomaterialer bør tage kurset på 4. semester, så de får gavn af kurset i bevægeapparatets biomekanik 1 på 5 semester.

 

28160 Matematisk modellering af kemiske systemer

Kroppens indre organer kan i mange tilfælde betragtes som kemiske reaktorer, hvor der foregår en transport og omsætning af stof. Dette kursus giver et grundlæggende fundament for analyse og modellering af transport og omsætning af stof i kemiske reaktorer. Kurset er en fortsættelse af stoftransportdelen i bachelorkurset 31521 Grundlæggende emner i biomekanik og biotransport og er samtidig en forudsætning for kandidatkurset 31525 Fysiologiske transportfænomener. Kurset appelerer mest til studerende, der primært ønsker at fokusere på stoftransport i deres specialisering. Kurset bør tages på 6. semester. Studerende, der ønsker at fokusere mest på Biomaterialer, bør i stedet vælge 41655 Avanceret overfladeteknologi.

 

41655 Avanceret overfladeteknologi

Overfladebehandlingen af medicotekniske produkter kan medvirke til at kontrollere interaktionen mellem væv og implanterede materialer. Med dette kursus sættes den studerende i stand til at kunne karakterisere de forskellige overfladeteknologiske processers muligheder og begrænsninger med henblik på at kunne vælge overflader til løsning af komplekse materialeproblemer, der har relation primært til overfladen.

 

26400 Organisk kemi 1

Kurset giver et fundamentalt kendskab til den organiske kemi, så der opnås en solid baggrund for forståelse af vores kemiske omverden, lige fra biologisk relevante stoffer og lægemidler til teknisk fremstillede produkter. Kendskab til organisk kemi er en væsentlig forudsætning for at kunne beskæftige sig med polymere biomaterialer. Organisk kemi er, sammen med Fysisk kemi, en forudsætning for studier i drug delivery (se kursus 33902).

 

Blokerede kurser

 

En del af de obligatoriske kurser udbudt på Københavns Universitet har et indhold, der i stor grad overlapper en række kurser udbudt på DTU. De pågældende DTU kurser må derfor ikke tages af studerende på bacheloruddannelsen Medicin og Teknologi . Listen over aktuelt blokerede kurser findes i studiehåndbogen.

 

Hvis du har brug for yderligere information og/eller vejledning, når du skal vælge, er du velkommen til at kontakte fagkoordinatorerne for de forskellige specialiseringsretninger.

Sidst opdateret 15.08.2011
Top
StudielederKaj-Åge HennebergTlf. +45 4525 3905