Boston

Den 1. september i år gik min drøm i opfyldelse: at komme til Harvard og MIT og opleve

miljøet dér. 

Jeg ankom en brandvarm sensommerdag, fandt adressen i Boston-bydelen Cambridge og fik kæmpet mig op på 2. sal (uden elevator) med en kuffert, der var mærket HEAVY. Med sveden piblende, blev jeg mødt af et tomt, senneps-farvet værelse med minimal udluftning og snavs langs alle panelerne - mit hjem det næste lille års tid. Detaljer som hvad jeg skulle sove på om natten og om det klorholdige vand gav racermave måtte vente til adrenalinen fra at bo i kvarter fyldt med kriminelle hjemløse havde lagt sig.

Efter et par måneder smiler jeg lidt af det hele og kan konstatere, at jeg stadig sover på gulvet og, at det med klor og racermave holder...

Første skøre oplevelse var IG Noble Prize, en parodi på den traditionelle nobelprisuddeling. Her dyster man om den mest ligegyldige og usandsynlige forskning overhovedet. Men der er faktisk ære på spil; folk kommer fra nær og fjern. Dette års vinder havde kæmpet hårdt for statistisk signifikante data inden for ’No Evidence of Contagious Yawning in the Red-Footed Tortoise’.

En anden interessant vinkel var hvordan vi tager hurtigere og bedre beslutninger under tissetrang - Inhibitory Spillover: Increased Urination Urgency Facilitates Impulse Control in Unrelated Domains.

Endnu en mindeværdig oplevelse har været at høre en 92-årig rockstjerne gå på scenen og tryllebinde en hel sal. Jeg sad på rækken bag ham og havde forinden smilet over hans notater, der var skrevet på skrivemaskine med en fontstørrelse, der lignede noget omkring 70. Rockstjernen her er nok mest respekteret i akademiske kredse, men Joseph Murrays livshistorie er en rockstjerne værdig. Født 1. april 1919 uden at være nogen aprilsnar, tjente Joseph som læge i hæren under 2. Verdenskrig og opbyggede kirurgisk erfaring fra ekstreme krigstilfælde. I eftertiden begyndte han at eksperimentere med celle- og nyretransplantationer på dyr, og i 1954 lykkedes hans forsøg på mennesker, mellem enæggede tvillinger. Det kastede også en nobelpris af sig i 1990, og gjorde ham altså til æresgæst denne oktoberdag i Boston, hvor jeg fik sneget mig tæt nok på til at forevige mødet. 

En anden drøm gik i opfyldelse med New York Marathon. Selvom jeg længe har kæmpet imod blot at sige man har løbet 42 km, kunne jeg ikke modstod tanken om et bilfrit New York med fest i gaden. Båret frem af klap og masser af tilråb om ’Heyyy South Africaaa’, fordi jeg løb med en T-shirt hvor der stod ’Shoe4Africa’, kom jeg i mål i Central Park, og det føltes helt ærligt fantastisk.

Når jeg ikke lige deltager i skøre events, rockstjerneoptrædender og marathonløb, arbejder jeg på mit kandidatspeciale. Det foregår på et laboratorium, som oprindelig udsprang af Brigham & Women’s Hospital (Harvard Medical School), men ligger i en partnerbygning ved MITs campus. Siden nobelprisvinder Joseph Murrays første organtransplantation i 1964, har dette hospital arbejdet hårdt for at være førende inden for ’Regenerative Medicine’, ikke mindst nyreafdelingen, som aktuelt sponsorerer mine aktiviteter.