
Nikolaj Frogner Krusell
Nikolaj skrev speciale hos Novo i foråret 2009 og blev efterfølgende ansat i Novos Device Research and Development afdeling, hvor han kunne arbejde videre med sine resultater.
"Jeg kan af fortrolighedshensyn ikke fortælle helt præcist hvad jeg laver, men til daglig arbejder jeg på et projekt, som udvikler næste generation af insulinpenne.
Jeg sidder i System-gruppen, som har det overordnede ansvar for hele produktet. Det omfatter den daglige koordinering mellem mekanik-, hardware- og software-design, definering af hvordan produktet skal virke gennem kravspecifikationer og risikostyring. Og så varetager vi kommunikationen med interessenterne, dvs. patienterne, lægerne, ledelsen, marketingsafdelingen, produktionen og alle mulige andre afdelinger i Novo Nordisk.
Jeg synes det er rigtig spændende at arbejde med et produkt som potentielt kan nå ud til flere millioner mennesker verden over. Men også, at jeg faktisk har meget stor indflydelse på hvordan produktet kan give den bedste behandling for diabetikeren – det giver mig en stor motivation".
Ulla Stahlschmidt
Ulla er ved at skrive en PhD i medicin på det ortopædkirurgiske forskningscenter i Århus.
Projektet handler om at få stamceller til at udvikle sig til knogle- og bruskceller, der skal bruges i bionedbrydelige implantater. Det gøres ved at stimulere cellerne med forskellige vækstfaktorer og proteiner.
"Arbejdet foregår primært i et cellelaboratorie, men med tiden skal jeg også bruge forsøgsdyr - geder, får og hunde - til at teste mine implantater i rigtigt væv.
Jeg valgte at gå denne vej allerede efter det første Biomateriale Symposium, der blev afholdt på DTU i 2008, mens jeg læste. En læge, der hed Thomas V. Jakobsen, fra Ortopædisk Forskninglaboratorium fortalte om hvad de lavede, og jeg var helt solgt med det samme. Det er primært lægestuderende og læger der skriver PhD/post doc, der er på laboratoriet og så selvfølgelig et par laboranter. Jeg er den eneste ingeniør, men det er fedt at arbejde med andre faggrupper, der har en anden indgangsvinkel og en anden måde at gribe problemerne an på".