Honors Programs i Medicin og Teknologi
Honors Programs i Medicin og Teknologi
Honors Programs for uddannelsen i Medicin og Teknologi - som udbydes af Københavns Universitet og DTU i fælleskab - fremgår nedenfor. Beskrivelsen er en tilpasset version af DTUs generelle forløb.
Indhold
At følge et Honors Program inden for Medicin og Teknologi indebærer følgende for den studerende:
En personlig tutor, der er en internationalt anerkendt forsker forankret i et førende forskningsmiljø på enten KU eller DTU og som er tilknyttet uddannelsen Medicin og Teknologi.
En individuel studieplan indeholdende væsentlige selvstændige elementer i form af kurser og/eller projekter. Studieplanen er i overensstemmelse med - og mere udfordrende end - studieplanen for kandidatuddannelsen i Medicin og Teknologi.
Forskningstilknytning, som fastlægges i studieplanen, og som indebærer tilknytning til et eller flere forskningsprojekter inden for medikoteknik.
Udlandsophold - for studerende, der ikke allerede har passende international erfaring - i en passende periode samt deltagelse med egen præsentation i mindst én international forskningskonference, workshop eller Summer University. Bemærk at der ikke automatisk følger penge med til et Honors Program.
Optagelse
Studerende, der ønsker optagelse på Honors Programs, skal søge herom samtidigt med, at de søger ind på kandidatretningen og skal udover de generelle optagelseskrav have:
En relevant bacheloruddannelse med højt karaktergennemsnit (min. 9-10 på den ny skala eller tilsvarende).
Udvist markant faglig ambition og dygtighed i den forudgående bacheloruddannelse, herunder i forbindelse med bachelorprojektet.
Markante intellektuelle og personlige egenskaber, som kommer til udtryk i et personligt interview.
Vedlagt en motiveret ansøgning som supplement til ansøgningsskemaet. Ansøgningen skal indeholde a) en beskrivelse af det forudgående studieforløb (inklusive karaktergennemsnit), b) de fagområder, som den studerende har speciel interesse for, c) skitse af en mulig forskningsplan samt d) fuld identifikation af den tutor den studerende i første omgang kunne ønske sig (det er den studerendes opgave at finde forslag til en passende tutor på forhånd).
Optagelsesproceduren er som følger:
Processen initieres via ansøgning om optagelse på kandidatuddannelsen. Ansøgningerne vurderes snarest muligt herefter én gang om året.
Der afholdes et personligt interview med ansøgeren, kandidatstudielederen og den kommende tutor, hvor ansøgerens forudsætninger samt indhold i et kommende Honors Program drøftes. Hvis tutor er fra KU, deltage studielederen fra KU.
På baggrund af ansøgningerne, interviews og ressourcer beslutter relevant(e) studieleder, tutor og institutdirektøren, hvilke studerende der optages på Honors Programs. For de optagne udarbejdes en individuel studieplan.
For studerende, der ikke tidligere har været tilknyttet DTU: I første omgang gennemføres en række - med relevant(e) studieleder aftalte - kurser på 1. semester, før der tages endelig stilling til optag på Honors Programs.
Gennemførelse
Kravene til uddannelsesforløb under Honors Programs er, ud over opfyldelse af de generelle regler:
Den studerende tager stedse initiativ til at alle formalia og lignende opfyldes.
Kurser, projekter og kandidatspeciale skal gennemføres i overensstemmelse med den individuelle studieplan.
Karaktergennemsnittet for den samlede kandidatuddannelse er på mindst 10.
Den studerende evalueres efter hvert semester. Studieplanen kan revideres, såfremt tutor, studieleder og den studerende er enige herom.
En studerende kan blive afmeldt et Honors Program, såfremt det af tutor, studieleder og institutdirektør vurderes urealistisk, at vedkommende vil kunne opfylde kravene. I denne situation bortfalder den individuelle studieplan, og den studerende gennemfører kandidatuddannelsen efter reglerne for denne. |